Start dagen langsomt i Sedella
Noget af det bedste ved at bo her var, at vi ikke behøvede at have en plan hver dag.
Lav morgenmad hjemme, sæt jer i gårdhaven og nyd, at der ikke rigtig er noget, I skal nå.
Bagefter kan man gå en tur gennem Sedellas små gader og bare opleve byen. Det er ikke en by med en lang liste af seværdigheder, man skal krydse af. Det er mere selve stemningen, bjergene, de hvide huse og roen, man kommer for.
Tag ud i naturen
Sedella ligger omgivet af noget virkelig smuk natur, så området er oplagt, hvis du gerne vil kombinere afslapning med vandreture og små ture ud i bjergene.
Fra området omkring byen kan man komme ud i naturen omkring Sierras de Tejeda, Almijara y Alhama, hvor der findes forskellige vandreruter og virkelig flotte bjerglandskaber.
Så hvis du elsker at gå ture, ville vi helt sikkert sætte en dag eller en formiddag af til at opleve området til fods.