Hele hotellet har en virkelig afslappet stemning, og restauranten ligger lige ved stranden. Vi spiste supergodt her, så man behøver egentlig ikke bevæge sig særlig langt for at have alt, hvad man skal bruge. Mr. Kahawa har også pool, spa og live musik, og lige ved siden af ligger deres kitesurfingcenter.
Men noget af det, vi virkelig godt kunne lide ved at bo her, var faktisk Paje. Sammenlignet med mange af de andre områder, vi oplevede på Zanzibar, er her meget mere liv og en mere social stemning. Paje er øens store kitesurfingområde, og langs stranden finder man masser af kitesurfere, små hoteller, caféer, restauranter og beach bars. Om aftenen er der også mere liv, musik og mennesker end mange af de mere rolige steder på øen.
Det gør Mr. Kahawa til et virkelig godt valg, hvis man gerne vil kombinere den klassiske Zanzibar-følelse med lidt mere liv omkring sig. Du bor stadig med fødderne direkte i sandet og Det Indiske Ocean foran dig, men du kan samtidig gå ud ad døren og være midt i et område, hvor der faktisk sker noget.
For os var det især The Loft, der gjorde stedet helt specielt. At vågne med havet lige foran sig og senere ligge i badekarret og kigge ud over vandet er præcis sådan en detalje, der gør, at man husker et hotel længe efter, man er kommet hjem.