På Instagram, TikTok og YouTube deler jeg mine nyeste rejser <3

Hidden Gems

10 dage på

Mallorca

Sådan gjorde vi

REJSEMÅL

Mallorca,Spanien


TYPE

Villa , Hotel


REJSESELSKAB

2 voskne + 1 barn


ANTAL DAGE

10 dage

kort fostalt

Ruten i korte træk

Da vi landede i Palma lufthavn, hentede vi vores kufferter og satte kursen mod vores lejebil. Herfra gik turen ca. 45 minutter til Fornalutx, hvor vores skønne villa ventede på os.Vi tilbragte de første 5 nætter i Fornalutx og brugte dagene på at udforske nogle af de smukke byer og områder omkring Serra de Tramuntana. Blandt andet besøgte vi Port de Sóller og tog den ikoniske og utrolig smukke togbane til Sóller. Herefter gik turen videre mod Cala d'Or, som ligger ca. 1,5 times kørsel fra Fornalutx. Her tilbragte vi de sidste 5 dage af ferien, inden turen igen gik hjem mod Danmark.

STARTEN AF FERIEN

Som nævnt landede vi i Palma Lufthavn, hvor vi havde lejet en bil på forhånd. Billejen var nem og bekvem, da udlejningskontoret lå direkte i lufthavnen, så vi hurtigt kunne hente både bil og nøgler og komme videre. Vi havde reserveret en autostol hjemmefra, hvilket gav os ro i maven og sikrede, at der var en passende stol klar ved ankomst. Inden rejsen havde vi desuden fået anbefalet at vælge en mindre bil, da vejene omkring Fornalutx flere steder er meget smalle. Det viste sig at være et rigtig godt råd, særligt på de små bjergveje, hvor en mindre bil gjorde det langt nemmere at komme rundt.

PALMA

Ankomst

FORNALUTX

5 næter

SÓLLER

Port de Sóller

CALA D'OR

5 næter

PALMA

Hjemrejse

Villaen i Fornalutx

Villaen i Fornalutx 45 minutter senere ankom vi til denne her helt fantastiske villa, som lå gemt mellem oliventræerne i bjergene omkring Fornalutx. Og allerede da vi kørte op til huset, kunne vi mærke, at vi havde fundet det helt rigtige sted at starte ferien. Villaen er en traditionel stenfinca, som er blevet gennemrenoveret og kombinerer den klassiske mallorcinske stil med alle de moderne bekvemmeligheder, man har brug for. Den ligger helt privat omgivet af omkring én hektar oliventræer og har den smukkeste udsigt over Fornalutx og Serra de Tramuntana. Det bedste? Den private pool og de mange udendørsområder, hvor vi kunne nyde de varme dage med bjergene som kulisse. Villaen har to soveværelser og et stort, åbent køkken-alrum, og den føltes både hyggelig og utrolig rummelig. Det var virkelig den perfekte base for vores første fem dage på Mallorca – tæt på både Fornalutx, Sóller og Port de Sóller, men samtidig så tilbagetrukket, at man følte sig langt væk fra det hele.

Sådan oplevede vi området i og omkring Fornalutx

Vi havde fem nætter i Fornalutx, og byen viste sig at være den perfekte base for vores første del af Mallorca-rejsen. Her kunne vi kombinere afslappede dage ved poolen med små ture til nogle af de smukkeste steder i området. Vi havde ikke planlagt hver eneste dag hjemmefra, og det var faktisk noget af det, vi bedst kunne lide. Nogle dage tog vi på udflugt, mens andre bare blev brugt på at nyde villaen, gå rundt i Fornalutx og spise god mad.

Start dagen i Fornalutx

Fornalutx er sådan en by, man ikke behøver have en plan for. Vi startede blandt andet en morgen hos den lokale bager, hvor vi hentede lidt lækkert, inden vi gik tilbage til villaen. På de mere rolige dage brugte vi tid ved poolen og gik en tur rundt i byen. En eftermiddag fandt vi et hyggeligt sted, hvor vi fik lidt tapas og en Aperol Spritz i skyggen. En af aftenerne spiste vi på Es Turó i Fornalutx, hvor vi fik en rigtig lækker middag. Det var et hyggeligt sted at slutte dagen efter en tur rundt i byen. På vores sidste aften havde vi lyst til noget mere afslappet, så vi sluttede opholdet af med pizza fra den lokale pizzarestaurant i byen. Det er netop den rolige stemning, vi synes gør Fornalutx så særlig. Her kan man sagtens bruge en dagen på bare at slentre rundt, spise godt og nyde de smukke omgivelser.

En hel dag i Port de Sóller

En af vores favoritdage gik til Port de Sóller, hvor vi brugte det meste af dagen. Vi startede med frokost på Patiki Beach, som ligger helt nede ved stranden i den ene ende af Port de Sóller. Det var det perfekte sted at starte dagen, inden vi brugte resten af eftermiddagen på stranden, badede og selvfølgelig fik en is undervejs. Om aftenen kørte vi tilbage til Fornalutx, hvor vi spiste på Es Turó.

Vores tip

Sæt gerne en hel dag af til Port de Sóller. Havneområdet, stranden og promenaden gør det oplagt at tage det helt roligt og bare nyde dagen. Tag den historiske togbane til Sóller En af de oplevelser, vi virkelig vil anbefale, er den historiske togbane til Sóller. Vi brugte først dagen hjemme i villaen ved poolen og tog senere toget til Sóller, hvor vi spiste aftensmad og sluttede aftenen af med en is, inden vi tog toget tilbage. Selve togturen er en oplevelse i sig selv, og det er en hyggelig måde at opleve området på, uden at man selv skal sidde bag rattet.

Vores restaurant tip

Vi spiste på NENI i Sóller, og hvis du gerne vil spise der, vil vi anbefale at booke bord i god tid.

Husk at nyde villaen

Noget af det, vi virkelig satte pris på ved at bo i Fornalutx, var, at vi ikke følte, at vi skulle være på farten hver dag. Villaen var så skøn, at nogle af de bedste timer faktisk bare blev brugt hjemme. Vi havde dage ved poolen, spiste morgenmad med udsigt over bjergene og nød de rolige eftermiddage mellem oliventræerne. Og det er måske netop dét, der gør området omkring Fornalutx så godt til en ferie: Du kan fylde dagene med oplevelser, men du kan også sagtens gøre det modsatte og bare nyde omgivelserne.

Vores Favoritter

Mest charmerende: Fornalutx


Bedste stranddag:
Port de Sóller


Bedste oplevelse:
Togturen til Sóller


Hyggelig middag:
Es Turó


Bedst med små børn:
Post De Sóller


Bedste base:
Fornaluxt

Mest charmerende: Fornalutx

Bedste stranddag:
Port de Sóller

Bedste oplevelse:
Togturen til Sóller

Hyggelig middag:
Es Turó

Bedst med små børn:
Post De Sóller

Bedste base:
Fornaluxt

Hvis du skal besøge området, ville vi helt klart anbefale at bo et sted, hvor du både har bjergene og kysten inden for rækkevidde. For os var Fornalutx den perfekte base.

Videre til Cala d'Or

Efter fem nætter i Fornalutx gik turen videre til Cala d'Or, som ligger omkring 1,5 times kørsel væk på Mallorcas sydøstlige kyst. Her tilbragte vi de sidste 5 nætter af vores ferie. Her skiftede ferien lidt karakter. Hvor villaen og de smukke omgivelser var en stor del af oplevelsen i Fornalutx, var det i Cala d'Or i højere grad stranden, poolen og livet omkring byen, der var i fokus. Vi boede på det, vi vil beskrive som et rigtig børnevenligt hotel med børn overalt ved poolen, aktiviteter i løbet af dagen og børnedisco om aftenen. Det var faktisk første gang, vi prøvede den type ferie, men nu hvor Cornelius er blevet lidt større og snart fylder 3 år, elskede han det. Han syntes, det var så sjovt, og det var virkelig hyggeligt at se ham nyde hotellets mange aktiviteter. Værelserne var samtidig rigtig gode og overraskende store, så der var masser af plads til både kufferter, klapvogn og alt det andet, man hurtigt får med, når man rejser med et barn. Men det skal også siges, at dette hotel ikke er en Hidden Gem. Det er et mere klassisk børnehotel, men for os fungerede det faktisk rigtig godt som kontrast til de første fem nætter i Fornalutx. Kombinationen af en mere rolig Hidden Gem i bjergene og derefter fem nætter med en klassisk badeferie i Cala d'Or viste sig at være en virkelig god kombination. I denne del af ferien var hotellets placering derfor noget af det vigtigste for os.

Vi valgte Cala d'Or, fordi vi gerne ville bruge de sidste dage på at opleve de mange små badebugter, som ligger tæt på hinanden i området. Cala d'Or er kendt for sine små, beskyttede calas med klart, turkisblåt vand, og flere af dem ligger så tæt på byen, at det er nemt at kombinere stranddagene med en tur rundt i byen.

Cala d'Ors mange små calas

Det er næsten det, der gør Cala d'Or til noget særligt. I stedet for én stor strand har området en række mindre bugter, som alle har deres egen stemning.

Cala Gran er den største og mest lettilgængelige af strandene i selve Cala d'Or og er derfor også et oplagt valg til en dag med børn. Her er fint, lyst sand, roligt vand og faciliteter som liggestole og parasoller.

Cala Esmeralda er mindre og mere intim med det smukkeste klare, blågrønne vand. Den ligger omgivet af klipper og fyrretræer og er et rigtig fint sted til en svømmetur eller snorkling. Cala Ferrera og Cala Serena ligger også tæt på Cala d'Or og giver mulighed for at opleve nogle af områdets andre små bugter. Hvis du har bil, kan du desuden tage lidt længere væk og opleve blandt andet Cala sa Nau eller strandene omkring Mondragó.

Vores favorit: Cala Petita

Den lille Cala Petita endte med at blive vores absolutte favorit. Det var ikke nødvendigvis, fordi det var den største eller mest imponerende strand – faktisk er den lille og intim – men fordi vi fandt den perfekte kombination af strand, afslapning og feriestemning. Cala Petita er en lille, beskyttet bugt med klart, turkisblåt vand, og ved stranden ligger en strandbar med terrasse helt ned til vandet. Her lejede vi liggestole til 16 €, og det bedste var, at vi kunne bestille mad og drikke direkte fra menukortet på stranden og få det serveret, mens vi lå på vores liggestole. Det var totalt ferievibe – på den helt rigtige måde. Vi brugte flere timer om dagen her på bare at slappe af, lege i sandet, bade i havet og bestille noget koldt at drikke eller lidt frokost, når sulten meldte sig. Det var præcis sådan en stranddag, vi havde håbet på. Vores tip: Hvis du elsker den klassiske ferie med liggestol, badning, god mad og mulighed for bare at blive liggende hele dagen, så er Cala Petita et sted, vi virkelig vil anbefale.

Når man ikke er på stranden

Noget andet, vi godt kunne lide ved Cala d'Or, var, at der var liv omkring os, når vi kom tilbage fra stranden. Om aftenen gik vi rundt i de små gågader, kiggede i butikker og fandt et sted at spise. Det er en helt anden type Mallorca end Fornalutx. Cala d'Or er meget mere turistpræget, men til gengæld får man strande, restauranter, shopping og masser af liv lige i nærheden. For os fungerede det rigtig godt, især fordi vi rejste med et barn. Og efter fem dage med bjergveje, små landsbyer og udflugter var det faktisk en virkelig dejlig måde at slutte ferien på – med lidt mindre sightseeing og meget mere tid til bare at bade og holde ferie.

Hvor vi spiste

Cala Petita Beach Bar

Vores klare favorit til frokost. Her kan du spise helt nede ved stranden og bestille mad og drikke direkte til liggestolen.

La Pappa – Cala d'Or

Hvis du er til italiensk mad, skal du prøve La Pappa. Vi fik både pasta og pizza, og det var uden tvivl vores favoritrestaurant i Cala d'Or.

Paella ved havnen

Vi vil også anbefale at bruge en aften omkring havnen. Find en restaurant med udsigt over marinaen, bestil en paella og nyd solnedgangen.

Vores Favoritter i Cala D'or

Bedste stranddag:
Cala Petita

Bedste restaurant:
La Pappa

Smukkeste vand:
Cala Esmeralda

Bedste ferievibe:
Cala Petita Beach Bar

Bedste område til aften:
Cala d'Ors gågaden og havneområde

Bedste stranddag:
Cala Petita


Bedste restaurant:
La Pappa


Smukkeste vand:
Cala Esmeralda


Bedste ferievibe:
Cala Petita Beach Bar


Bedste område til aften:
Cala d'Ors gågaden og havneområde

Cala d'Or er ikke stedet, vi ville vælge, hvis vi kun var på jagt efter en Hidden Gem. Men som anden del af en ferie fungerede det perfekt for os. Kombinationen af den rolige villa i bjergene og fem nætter med strand, pool, shopping og lidt mere klassisk ferie var faktisk lige præcis det, vi havde brug for.